Hvad nu hvis du ikke tog dét job – og vi rejste verden rundt istedet?

Den 26. juni 2015 kom Mia hjem fra jobsamtale. I højt humør. Hun fortalte ivrigt om dét job hun var blevet tilbudt og som hun, hvis ikke det var for den samtale vi skulle til at have, havde taget.

Jeg har altid gerne ville arbejde som digital nomade. Mit arbejde har siden 2009 foregået foran en skærm og den eneste anden forudsætning har været internetadgang. Derfor har jeg dagdrømt, drømt og talt ivrigt om at tage sydpå, leje en lejlighed og stable en dagligdag på benene langt væk hjemmefra.

Flere kan nikke genkendende til dagdrømmeriet og har altid foreslået, at jeg bare gjorde det. Jeg har altid udskudt og undskyldt med, at timingen ikke var rigtig.

Det var den dog nu. Jeg havde brugt et par måneder på at tænke det hele igennem, så det var ikke impulsivt, da jeg kiggede på Mia og spurgte;

Hvad nu hvis du ikke tog dét job – og vi rejste verden rundt istedet?

Om hun troede jeg mente det i sjov, kan jeg faktisk ikke huske.

Men jeg husker tydeligt at skulle svare på de samme spørgsmål, som jeg havde gået med et par måneder: Hvor længe? Hvorhen? Hvorfor? Hvad med hesten, lejligheden, venner, familie og bilen? Hvornår skal vi gøre det? Har vi råd til det? Og hvad skal jeg lave, når du arbejder?

Jeg var forberedt…

around-the-world-io-1

Vi skulle jorden rundt. I minimum 6 måneder. Jeg ville gerne til Maldiverne, Thailand, Australien, Californien og Sydamerika. Mest fordi vi kunne. Og både hest, lejlighed, venner og familie ville være der, når vi kom hjem. Bilen skulle alligevel sælges. Jeg var klar på at tage afsted inden for 2 måneder. Jeg havde lavet en opsparing, der dækkede både flybilletter og indlogering – vi skulle bare have til dagen og vejen. Det eneste jeg ikke havde tænkt over, var hvad hun skulle lave, når jeg sad dybt begravet i computeren og arbejdede.

Jeg havde dog nogle forslag. Hun kunne tage et fjernstudie, arbejde som freelance assistent eller tage et selvstudie -så det var egentligt blot at undersøge mulighederne.

Det tog ikke megen overtalelse – og dagen efter sendte Mia en mail retur til virksomheden hun havde været til samtale hos.

“…min arbejdssituation har ændret sig siden vi snakkede sammen sidst. Min kæreste har inviteret mig med på en rejse jorden rundt det næste års tid. Det er ikke en mulighed der byder sig så ofte, og jeg har derfor valgt at acceptere invitationen. (…)”

Nu var det “blot” at finde destinationer, billetter og datoer. Hvilket viste sig, at skulle tage lidt over 2 måneder.

Nyeste rejseindlæg: