G’day Sydney, Australien

Endelig gik mit ønske i opfyldelse om at kunne besøge fantastiske Australien. Og i hele 75 smukke dage! Et væld af oplevelser lå for vores dør, som i øvrigt befandt sig i Bronte -et byområde uden for storbyen Sydney. Utrolig smukt og fredfyldt var der i denne kystby lige ned til en kæmpe kirkegård (som vi senere har genkendt i en ny musikvideo), og for første gang på turen havde vi lejet en privat lejlighed, fremfor at booke et hotelværelse. Sikke en forandring at have sit eget sted, hvor man selv kan lave mad, selv kan vaske tøj, selv kan gøre rent, selv kan… Well, you get the picture.

Vi ankom i, hvad man nok ville betegne som en hedebølge derhjemme, godt over 30 grader i skyggen. Dog var vi blevet mere eller mindre vant til varmen/solen i Thailand, men det bed alligevel lidt, når solen stod i zenit, og vi fik vist også begge en mindre solskoldning én af dagene, hvor solcremen ikke havde nået nok omkring.. øv!
Vi skulle bo her i lejligheden i en måned, og efter 3 uger forduftede hedebølgen og vi sagde dav til efteråret midt i marts. Her fik vi lov at putte os derhjemme med en masse the og TV, mens regnen i flere dage stod ned i ét væld uden for døren. Heldigvis fik vi noget sol og varme tilbage de sidste dage, inden vi skulle videre. Men nok om vejret! Her var hvad vi ellers brugte tiden på, mens vi boede i Bronte.

IMG_1347

Bronte er genbo til Bondi, som er kendt for sit sprudlende surferliv og glade dage på stranden (og i byen). Som sagt er Bronte en kystby, og der er lavet den smukkeste kyststi, som fører hele vejen fra Bronte (og længere ud) til Bondi og dens enorme smukke strand. Vi gik den tur nogle gange, mens vi var i Bronte, og hele 3 strande ser vi på vejen i løbet af en halv times gåtur. Mikkel havde da også en plan om at lære at surfe, når nu vi boede så tæt ud til vandet, men bølgerne var simpelthen for store, og jeg ville ikke engang ud og bade i frygt for at blive knockout’et af en 2-3 meter høj aggressiv bølge! Så vi nøjedes med at se på de andre i sikkerhed på stranden sammen med livredderne.

IMG_1404

Én af dagene ville vi udforske området den anden vej til området Clovelly og endte sjovt nok nede ved endnu en strand, hvor folk havde optaget alle ledige pladser både på land og i vand. Ved en lille afsides bugt – lidt væk fra stranden – var der dømt hundesø, og vi hyggede os med at se alle de glade hunde, der hoppede i vandet efter bolde. Jeg blev nok lidt hundesyg i øjeblikket og håbede én af de små ville hoppe op på mit skød, hehe. Man savner vel sine dyr.
På vejen hjem mod Bronte gik vi ud til kysten og betragtede de enorme bølger der bruste sin vej op ad klipperne. Vi rendte ind i en mand, som villigt fortalte os om byen og gav en masse historie med på vejen. Super cool! Vi så rester i naturen, som var fra krigen, og som vi overhovedet ikke havde ænset for os selv. Folk er så venlige og snaksalige her i Australien, og det er såååååå rart at kunne forstå hvad folk siger, kontra Thailand og deres engelske, som man skulle tro var trukket i en automat.

IMG_1446

Både Mikkel og jeg er rigtig glade for at besøge zoologiske haver, så vi skulle selvfølgelig også med færgen ud og besøge Taronga Zoo, som har rigtig god omtale. Det var også en dejlig dag rundt i zoo’en, men det der nok begejstrede os mest var udsigten tilbage mod havnen, hvor man tydeligt kunne se Sydney Skyline i horisonten.
Det var dog super dejligt at se og høre om alle de mange programmer, der arbejder for at bevare og forøge de skrøbelige dyrebestande som er truet til udryddelse her i Australien. En rigtig flot zoologisk have, hvor vi også fik set en lille opvisning med et par af deres dygtige søløver.

IMG_1489

En dag, hvor vejret var ubeklageligt, ville vi tage ind til centrum for at gå en tur rundt i Botanisk Have på vej til Sydney Opera. Udover selve haven og dens indhold -var det så smukt at kunne skimme de høje bygninger i baggrunden, og man fik lidt en feeling tilbage til Central Park i NYC. Dog kan jeg stadig ikke vænne mig til at se hvide kakaduer flyve rundt overalt, som man er vant til (kun) at se i bure derhjemme, men jeg ELSKER det! De kræ har squ personlighed, haha.
For at gøre det ekstra specielt -så fejrede Botanisk Have sågar 200 års fødselsdag her i år 2016. Pretty cool.
Vi nåede efterfølgende ned til operaen, hvor vi fik skudt nogle billeder i det meget smukke vejr, og videre ned til Sydney Harbour Brigde, som også er meget imponerende i sig selv. Havnen summer af liv og halvdyre restauranter og caféer med den smukkeste udsigt til operaen og broen. Det er Nyhavn gange 1000!

IMG_1609

På vejen hjem fra byen bliver vi mødt af en folkevandring, der var iklædt meget ekstravagante kostumer. For hyggens skyld vælger vi at følge med gennem Hyde Park og se hvad det her går ud på. Vi finder hurtigt ud af, at der afholdes Mardi Gras, som er en kæmpe homofestival, hvis man kan bruge dette ord. Folk er linet op et godt stykke ned ad den meget lange Oxford Street, og homoflagets farver stråler om kap med solen overalt, fra balkoner, storskærme, butiksvinduer og folks tøj og kroppe, som er pyntet og malet til den helt store guldmedalje. Det var super underholdende at se alle folk, som slog sig løs, og mange udnyttede også dagen til at vise sig frem i kun undertøj.
Vi forventede den helt store festparade når klokken slog til, men de egentlige festligheder lod vente på sig… Længe endnu. Vi havde ellers fået pladser oppe ved et TV-hold, som sendte live fra stedet, men da optoget endelig startede var vores fødder smadret af at stå så længe, og vi valgte derfor at give pladserne videre til det evigt-masende publikum bag os, og vende næsen hjemad mod forstaden.

IMG_1802

Endnu ét af mine yndlingssteder her i Sydney er Darling Harbour. En lille havn med masser af personlighed og mange ting at byde på! Vi stødte endda på “De italienske Drenge”, som er med i en TV-serie der hedder My Kitchen Rules, eller bare MKR, som jeg ivrigt følger med i her i Australien. Det er et madprogram – hvis det ikke gav sig selv – og jeg var så heldig at få en prøvesmagning af deres nye pastaret (og den var go!).
Vi besøgte også Thai Festival, som var opsat en spytklat fra Darling Harbour, hvor vi fik de savnede vandmelon shakes, som vi førhen (næsten) levede af i Thailand. De var dog bedre i Thailand! Små børn sang kyllingesang på thai og prøvede også at danse som dem, så det var hyggeligt, men vi var hurtigt videre.

IMG_1926

Vi var så glade for at besøge sprudlende Darling, at vi hurtigt kom tilbage en anden dag, men der ramte efterårsvejret os og vi fik regn. Da vi allerede var taget afsted måtte vi derfor søge indendørs aktiviteter, og der lå en Sealife Aquarium nede ved havnen, som vi egentlig ikke ville besøge i første omgang, da vi allerede havde været i Sealife i Bangkok (som var virkelig godt!), men grundet vejret tog vi alligevel derind.
Det var hyggeligt, men ikke fantastisk. Vi fik dog set nogle ting udover det sædvanlige, bla. søkøer, som vi ikke havde set før, og hold op -hvor ser de nuser ud tæt på! En anden bemærkelsesværdig ting var deres Great Barrier Reef-tank, som indeholdt de flotteste fisk og anemoner, samt meget mere. Et specielt lys gav flotte neon-agtige farver i “revet”, som desværre er lidt i kontrast med virkeligheden, men flot -det var det. Og vi så sawsharks, som vi heller aldrig havde set før. De ser for vilde ud med deres lange sav-lignende “næb”. Så alt i alt fik vi da tiden til at gå, og da vi kom udenfor igen, havde regnen heldigvis lagt sig.

Så nu hvor regnen var stoppet valgte vi i stedet at besøge en kinesisk have, som ligeledes lå tæt på Darling Harbour. Den var ikke stor, men det kostede heller ikke meget at gå turen. Det var en sød lille have, men halvvejs inde blev vi fanget af regnen igen og måtte søge i ly under et tempel. Det var heldigvis en byge, så vi kunne hurtigt komme videre igen og hjem i tørvejr.

IMG_2073

Vi var faktisk stødt på en mand ude i Sydney lufthavn, som vi faldt i snak med, og som inviterede os med ud på en vandretur på Manly, som ligger uden for Sydney (30 min. med færge). Han var advokat og opvokset i Sydney, men var flyttet derfra senere i livet, og var nu tilbage på visit for at besøge gamle venner. Han ville gerne ud og gå den tur på Manly, og spurgte om vi var interesserede i at gøre ham selskab. Vi takkede senere hen nej tak til tilbuddet, da det ikke passede i vores planer den dag, men valgte derfor at undersøge det nærmere selv senere hen.
Vi havde heldigvis upåklageligt vejr den dag, hvor vi valgte at tage afsted, og det var dejligt at komme ud og røre sig lidt i “det vilde”. Der var rigtig mange flotte udkigsposter rundt omkring, hvor vi kunne nyde udsigten og tage en masse flotte billeder til samlingen. Vi gik også igennem en mose på et tidspunkt via en ophævet sti (så ingen våde sokker), hvor det eneste man kunne høre var alle frøerne der kvækkede i kor. Så skønt at være “i ét med naturen”.

IMG_2323

Den sidste dag, inden vi skulle rejse til Melbourne, tog vi en tur i Centennial Park efter frokost i Bondi, hvor vi nød et stykke mudpie til dessert, mmm..
Uanset hvor man kiggede hen, var der bare smukt med smukt på! Vi endte tilsidst ved en ret stor sø med en masse fugleliv, bla. sorte svaner. “..fandt en bænk og slog os ned, talte lidt om kææærlighed..” Ej, men vi nød bare at kigge ud over søen og på alle fuglene, se folk motionere forbi, mens vi spiste kage, og så tog Mikkel lige en lur op ad min skulder. Højdepunktet for mig var dog, da en rideskole kommer travende forbi på deres heste og ponyer. Jeg brændte for at råbe; gi’r I en tur?? Men det blev bare ved synet af de søde heste og små ryttere der åbenlyst nød deres tur rundt om den smukke sø.

IMG_2423

Aftenen blev også nydt i stor stil, nemlig hos vores “nabo”; The Three Ducks. En lille café, men som er kåret til ét af de bedste spisesteder i Sydney. Og den lå lige ude foran vores hoveddør, heldige os! Vi fik 2 retter med tilhørende cocktails. Men vores bestilling gik galt et sted mellem tjener og bartender, for vi fik 2 af de samme, selvom vi havde bestilt 2 forskellige. Men no worries, vi fik bare den anden med også på husets regning. Som sagt; heldige os! Og desserten alene var nok at komme igen for, men vi var desværre løbet ud for tid, så det måtte blive ved denne dejlige afslutning.. For nu.

 

Rejsegalleri:

Nyeste rejseindlæg: