Great Weather, Wildlife & Waterfalls in tropical Cairns
Aaaahhhh… Tilbage til 30+ grader! Det var den første tanke jeg fik, da vi forlod flyet i Cairns lufthavn. Men ellers nåede vi ikke så meget andet end at pakke ud på hotellet, for allerede dagen efter skulle vi påbegynde vores dykkertræning i forhold til at få dykkercertifikat, når nu vi skulle ud og bo på en båd i nogle dage på Great Barrier Reef.
Det startede med noget teori først på dagen, og allerede dér kunne jeg godt fornemme, at det her bliver en ordentlig kamel at sluge for mig, hvis jeg skal overbevise mig selv om, at jeg kan komme ned under havoverfladen – ned til 18 meter – uden at gå i panik over alle de her ting vores instruktør står og snakker om kan gå galt. Det gjorde mig mere og mere ængstelig, og det hele gik så hurtigt, at jeg ikke nåede at få mig selv med. Efter blot et par timers undervisning (uden aldrig at have vidst noget om emnet før), skulle vi have prøver. Hele 4 stk. den dag, før vi endelig kunne holde frokostpause og trække vejret. Mikkel syntes at have det sjovt og glædede sig til at komme i vandet. Men jeg havde det lige modsat! Tanken om alle de ting de lige havde stået og snakket om, og som jeg dårligt havde fået på plads endnu -dét skulle vi praktisere under vand iført vores dykkerudstyr allerede her efter frokost. Jeg mærkede hurtigt en klump i maven vokse sig større og større. Det var virkelig ubehageligt. Jeg var grædefærdig! Jeg havde ikke lyst til at hoppe i vandet, jeg ville bare hjem. Det her var uden for min komfortzone, og ikke noget jeg havde lyst til at presse på for at prøve af.
Vi var tæt på at droppe det hele og smutte hjem efter frokost, men syntes jo heller ikke det var fair overfor Mikkel, som havde glædet sig vildt meget. Han sagde dog, at vi bare kunne nøjes med at snorkle sammen ude på båden. Men jeg vidste jo inderst inde, at han ville ærgre sig så meget, hvis han ikke tog det her certifikat. Han snakkede med vores instruktør, som overbeviste mig om at komme ind og snakke med hende under 4 øjne. Vi havde en god snak, og hun fik mig overtalt til at blive dagen ud og prøve at komme med ned i poolen, for det var jeg jo ikke bange for. Så efter frokosten blev vi delt i 2 hold, og jeg fik min BCD på og hoppede med ned i poolen.
Jeg fik faktisk lavet alle øvelserne under nogenlunde kontrol og havde ikke direkte ubehag ved det, fordi jeg vidste vi var i poolen, og jeg havde muligheden for at tage hovedet over vand, hvis jeg blev utryg, fik vand i masken eller lign. der kunne medføre ubehag. Men endte alligevel med at takke nej tak til at fortsætte efter pausen, da jeg på ingen måde syntes det var fedt, og vidste med mig selv, at jeg ikke ville bevare roen på samme måde ude på åbent hav.
Allerede efter pausen blev øvelserne også svære, og jeg kunne blot se til fra sidelinjen hvordan nogle af de andre på holdet havde svært ved at gennemføre alle øvelserne lige let. Mikkel klarede selvfølgelig det hele til UG, den vandhund, hehe.
Dagen efter var sidste dag med teori(!), inden vi skulle ud med båden. Jeg blev dog hjemme på hotellet, mens Mikkel tog en dag mere i poolen. En hel dag fra hinanden… Det var første gang på den her tur, at det var sket. Men vi mødtes dog til aften og fik pakket vores ting sammen igen, fordi vi nu skulle bo på en båd ude på revet de næste par dage, hvor Mikkel skulle afslutte kurset på open water.
Mikkel var afsted det meste af tiden for at nå alle sine dyk, så jeg var for det meste alene på båden. Jeg havde virkelig håbet, at det her var en oplevelse vi kunne have haft sammen, og det irriterede mig noget så grusomt, at jeg havde følt mig nødsaget til at hoppe fra kurset, så det lagde altså en dæmper på humøret. Jeg fik dog snorklet en enkelt gang ude på revet, men desværre var der rimelig kraftig vind og strøm i vandet, så det tog på alle mine kræfter at svømme ud og tilbage til båden igen mod strømmen. Jeg var ude med 3 andre, et ældre par og en anden pige. Parret måtte give op undervejs, og pigen (Laura) var mindst ligeså forpustet som mig, da vi kom tilbage, heldigvis, haha!
Jeg havde nok haft lidt for høje forventninger til Great Barrier Reef, så jeg blev faktisk ret skuffet, da vi kom derud. Det er sandt, at meget af revet er bleget, og nogle steder ligner de døde koraller en kirkegård fyldt med knogler -faktisk lidt uhyggeligt. Jeg så dog også nogle flotte farverige fisk, men én af dem (følte jeg) fulgte efter mig med åben mund, og selv på afstand kunne jeg se små skarpe tænder -så jeg fik pænt travlt med at svømme op til guiden. Ej, jeg bliver squ lidt ræd for de hidsige kæmpe fisk der findes i sådan et rev, hehe.
Mikkel fik også set en havskildpadde der spiste under overfladen, en blæksprutte og nogle krebsdyr (kan ikke huske navnet), som er så giftige, at de snildt kan dræbe et menneske, hvis man bliver stukket af dem. Heldigvis undlod Mikkel at lege med dem! Den fedeste oplevelse han havde, var da de skulle ud på deres Night Dive, hvor de svømmer i komplet mørke ude på åbent hav med kun en lille lommelygte (forstår simpelthen ikke de tør). Deres guide kunne et spøjst trick i det her mørke farvand. Han lyste på de små fisk, der fulgte dem i deres lys… og HAPS! Så kom der er meget større fisk ud af mørket og spiste den lille fisk for øjnene af dem (igen.. jeg fatter ikke de tør)! Men selvfølgelig var det lige noget for sådan en drengegruppe på 4-5 stk. som Mikkel var endt i. De havde den vildeste oplevelse på det nattedyk.
Den fedeste oplevelse jeg havde på båden, kunne jeg faktisk dele med Mikkel.. Den første aften vi var afsted, fik vi lov at lægge os på en platform bagerst ved båden, som de hejste ned lige i vandoverfladen, og så tændte de lys, som tiltræk fisk og hajer, og kastede efterfølgende også noget mad ud til dem. DET var vildt!! Kæmpe røde fisk, samt revhajerne kom helt hen til vores hoveder på platformen, inden de hurtigt vendte om igen. WOW! Det var fantastisk spændende. Billedet herunder er taget aftenen efter, hvor der ikke blev hejst platform ned, men hvor man kan se hvordan fiskene samler sig bag ved båden. Vi så flere hajer på samme sted, en 5-7 stk. på samme tid.
Til trods for, at Mikkel fik blodnæse et par gange under hans dyk og hans ører måtte en tur til lægen efterfølgende -så er jeg sikker på, at det var en lille pris at betale for denne oplevelse ude på revet, hvis man spørger ham selv, hihi.
Vi var i Cairns i 10 dage, og havde også booket 2 ture efter vi kom hjem med båden igen. Så vi rendte fluks fra at sove på vandet til at sove i junglen. Vi havde nemlig booket en tur ud til regnskoven til Cape Tribulation, hvor vi tilbringe natten. På vejen derud stoppede vi ved en dyrehave eller lille zoo, hvor vi fik fodret kænguruer og wallabies. Én wallaby var ovenbart ret taknemmelig for maden, og ville takke mig med et kys på næsen! SÅ var min lykke gjort. Den var simpelthen så sød, men de dumme fugle og ænder kom hen og gav dem et nap i måsen, så de kunne komme til maden i stedet. Tsk tsk..
Vi var også på tur rundt i regnskoven, hvor vi bla. så en giftig slange (ved ikke hvad det var for en, men det sagde guiden). Den forsvandt heldigvis hurtigt igen, da vi kom trampende afsted. Men det sejeste vi så, var de palmelignende træer, som stammede tilbage fra dinosaurernes tid, de var faktisk føde for flere typer dinosaurer dengang!
Da vi senere ankom til vores hytte, hvor vi skulle tilbringe vores nat, lagde vi vores ting og gik en tur ned mod stranden. Det var et lidt mærkeligt syn der fangede vores blikke nede på stranden, men også et meget smukt et. En trillion små sandkugler var placeret på stranden i sjove mønstre uanset hvor vores øjne kiggede hen. Vi fandt dog meget hurtigt ud af, at det skyldtes små krabber på stranden, der var ved at bygge ud i deres huler. Men lidt sjovt fordi, da vi så krabberne på Maldiverne gøre det samme -så kom de op til overfladen og lagde deres sand i én høj bunke, ligesom små pyramider, men her lavede de kugler, som de placerede i en stor omkreds rundt om deres hjem. Vi så endda et par i aktion, så vi var 100% sikker på, at det rent faktisk var det der var tilfældet.
Efter vores nat i junglen, og et heftigt regnskyl til morgen, havde vi tid til at gå en tur for os selv, inden vi blev hentet af vores bus til eftermiddag. Så vi gik derfor ned til et vandhul, også kaldet “the Swimming Hole”, hvor man frit kan bade i det klare vand. Der var masser af fisk i vandet, og det var desuden pænt koldt, så det var kun Mikkel der lige fik dyppet tæerne.
På vejen hjem med bussen stoppede vi ved en udkigspost ud over regnskoven og faktisk lige ud mod det sted på revet, hvor Steve Irwin tragisk blev dræbt af en pigrokke ude på havet for 10 år siden.
Da vi senere kom til floden, som skulle krydses med båd, udnyttede vi turen på vandet med en krokodillejagt ned langs floden. Der lever rigtig mange krokodiller i området og der var lige kommet nye “baby-crocs” for kun nogle uger siden. Vi så desværre(!) ingen krokodiller udover en lille baby, hvor kroppen var samme størrelse som et blad og næsten ikke til at se, men turen i sig selv var smuk på floden.
Da vi kom hjem den dag, havde vi kun til i morgen, før vi skulle på tur igen. Dette var dog “kun” en dagstur, ingen overnatning. Vi skulle ud i regnskoven endnu engang, men denne gang den anden vej mod syd og “the Tablelands”, som inkluderer en masse landbrug (mejeri) i det område. Det er rigtig ærgerligt, at der for mange år siden blev ryddet en stor part af regnskoven til fordel for landbrug. Og man endte med at have slagtet en stor del af skoven, inden det for alvor gik op for folk hvad regnskoven betød. Men nu er ejendommene heldigvis begyndt at blive købt tilbage af kommunen, så de kan nedrive alt på stedet og plante ny vegetation. Der er på nuværende tidspunkt vokset 10% tilbage af skovens areal.
Vi havde vores første stop ved et kæmpe figentræ, det største heroppe nordpå i Queensland. Meget imponerende træ, må man sige.
Efterfølgende fortsatte vi ud til et vulkankrater, som er blevet fyldt med vand over tiden og Mikkel var ude og få sig en lille svømmetur, for selvfølgelig skal man have prøvet at svømme i en vaskeægte vulkansø, hehe.
Efter badeturen blev der anrettet frokost, som vi i øvrigt spiste i selskab med skovens “kalkuner”. Nogle halvstore flyveløse fugle, der findes mange steder i skovmiljøet rundt omkring Australien. Vi mødte også én på tur, da vi var på Manly og vandre (fra Sydney).
På turen fik vi også besøgt vandfaldet Millaa Millaa, som på aboriginal betyder vand, og når der står det samme ord to gange efter hinanden betyder det, at der er meget af det. Under dette vandfald – på 18 meter – har 90’er popidolet Peter André skudt nogle scener til en musikvideo, og nu har Mikkel altså fulgt i hans fodspor, dog uden musik til…
Jeg var desuden heldig at spotte en sjælden trækænguru i fart – fra bussen af – i et træ tæt ud til vejen, som den eneste på turen!
Efterfølgende kørte vi ud til endnu et vulkankrater, som gik 100 meter lodret ned. Ret lækker udsigt, men desværre regnede det en del herude i regnskoven på dette tidspunkt, så vi havde travlt med ikke at blive alt for våde på vejen.
Derfor var det rart, da vi fortsatte ud til en lille by, hvor vi fik serveret the, cookies og frugt. De andre fra turen sad og spillede spil, jeg spillede freesbee med hunden Chief, og Mikkel fik øvet sit talent på det lokale instrument; didgeridoo, som han selvfølgelig også klarede bedre end de andre, haha. Men når man ikke helt ved hvad man gør -så lyder det altså virkelig sjovt, så vi fik alle nogle gode grin med på vejen derfra, inden turen gik hjem til byen igen.
Rejsegalleri:
