Op- og nedture i Karon Beach, Phuket
For engangs skyld var det helt overskueligt at skulle flyve afsted igen til en ny destination. Vi havde nemlig ingen mellemlanding fra Bangkok til Phuket, som vi ellers havde haft ved vores sidste to stop + X timers venten i lufthavnen. Så vi ankom relativt hurtigt til ferieparadiset.
At vi efterfølgende trak nitten ved at tage en minibus i stedet for en taxa videre til Karon, havde vi ikke lige set komme! Men man sparer jo hvor man kan, og i dette tilfælde skulle alle de øvrige passagerer jo OGSÅ til Karon, så om vi sad 2 eller 10 trætte turister kl. 20.00 på et eller flere bagsæder, gjorde vel egentlig ikke den store forskel?
Men det endte altså med, at denne tur tog 2 timer….. hmf… Bevares! Det var også en ok lang strækning ned over Phuket-land fra lufthavnen, men vi havde altså lidt for mange stop undervejs (og her snakker vi ikke om toiletbesøg). På et tidspunkt stak vores chauffør endda også af. Han har sikkert sagt hvad han skulle, men ikke på et forståeligt sprog for os i hvert fald. De andre stop havde givet mening; benzintankning, hotel-tjek-op på os alle ved nogle søde piger i en turistbutik, og endda også alle de gange hvor folk skulle dumpes af undervejs, selvfølgelig. Men ikke da han valgte at stoppe ved et tilsyneladende uvedkommende hotel for at snakke med en ansat. Var han faret vild? Manglede han noget? Skulle han tisse?
Efter noget tid begyndte de øvrige passagerer at snakke meget højt ud til vores chauffør – som altså først havde været væk – hvad fanden vi gjorde her?! Og så kom vi da også afsted igen hurtigt efter. Ja altså, jeg var blevet sulten og lidt kvalm af den lange tur, og Mikkel skulle virkelig snart tisse. Så vi krydsede alt udover ben, som allerede var krydset af andre årsager, for at vi snart var fremme ved The Old Phuket, hvor vi skulle tilbringe de næste 20 dage.
Næste gang tager vi en taxa….
Den første uge lavede vi faktisk ikke så meget udover, at Mikkel fik arbejdet lidt af det op han var bagud (grundet dårligt net), og vi fik besøgt poolen, stranden og andet i nærområdet.
Jeg fik arrangeret en tøsedate på stranden med den altid så skønne Heidi (rideveninde hjemmefra), som tilfældigvis kun boede nogle hundrede meter fra vores hotel, og det var skønt at møde én man kunne snakke med om ting hjemmefra, når nu man efterhånden har lidt hjemve.
Den efterfølgende weekend tog vi ud på bådtur til Phi Phi Islands. Vi glædede os til at komme lidt længere væk end gåafstand fra hotellet! Vi blev hentet ved lobbyen om morgenen og fragtet til havnen, hvor vi skulle med en speedbåd ud til en masse forskellige øer. Vi havde 6-7 stop undervejs på hele turen. Det var en rigtig fornøjelig og meget smuk tur vi havde i vente. Vi fik badet, snorklet, set fantastiske udsigte, spist frokost på Phi Phi Don og blev underholdt/forsørget under hele turen. Det var en lidt “pricy” tur, men vi fik en masse oplevelser med hjem, så det var alle pengene værd. Filmen “The Beach” med Leonardo Dicaprio var desuden filmet ved flere af de lokationer vi var forbi, og vi fik svømmet i den samme store lagune med det klareste blå vand, hvor vi måtte springe i fra båden, idet der ingen strand var at lægge til ved. Helt klart den bedste/flotteste oplevelse på turen! Mikkel så godt nok to små hajer, da han var ude og snorkle på Bamboo Island.. Måske det var hans bedste oplevelse på turen, hehe.
Allerede dagen efter (søndag), tog vi op på bjerget for at se The Big Buddha. Den er placeret på det højeste punkt i Phuket, og er selv 45 meter høj! Området var under udbyggelse, og den færdige tegning viser, at det bliver super flot, når først det er færdigt. Men selve Buddha var færdig, og sad flot og rank i den høje sol bag ham. Alene udsigten ud over bjerget var mægtig flot og turen værd at tage derop for.
D. 8. februar blev der fejret kinesisk nytår.. også i Thailand. Vi befandt os ikke nogen steder, hvor der i større forstand blev fejret det helt store, men allerede fra morgenstunden af, blev der da fyret krudt af lige ved hotellet, mens vi var i gang med morgenmaden. Til info forlader vi Gedens år, og indtager Abens.
Hele denne tur kan jo ikke kun være lutter lagkage, så jeg måtte da også en tur forbi hospitalet i Patong, da jeg frygtede min hånd var brækket, efter den uheldigvis havde ramt Mikkels albue under et udsving med armen. Jep, det var ret fejt! Men 2 røntgenbilleder senere, viste det sig, at jeg heldigvis var sluppet med skrækken, og det åbenbart “bare” var et ret heftigt slag den havde fået. Det kostede hele 180 danske kroner at blive undersøgt og få taget billederne -så man må sige det var pengene værd, at få klarhed over den lille episode.
Eftersom min hånd stadig gjorde ret ondt de efterfølgende dage, valgte vi at tilbringe nogle stille og rolige timer ikke langt hjemmefra.. altså, på stranden. Dette lagde op til, at Mikkel skulle prøve sådan en faldskærmstur med speedbåd ud over vandet, som han havde snakket om han skulle nå, inden vi rejste fra Phuket igen. Det var en hurtig tur, men han landede sikkert og roligt…. i vandet! ….af alle de gange vi har set folk flyve op og ned i de faldskærme -så er de altid landet på stranden igen, haha! Men ikke Mikkel. Han havde dog en redningsmand siddende bagpå under hele turen, og der kom hurtigt flere til undsætning med at få faldskærmen op af vandet, og få løsnet Mikkel fra alle sine seler.
Vores sidste dag inden afrejse, tog vi på endnu en bådtur ud for at besøge James Bond Island. Der har været filmet en gammel 007-film her på øen (Man with the Golden Gun), deraf navnet på øen. Det der er karakteriseret ved filmen, er en høj smal v-formet klippe ude i vandet ved øen, som I ser i baggrunden på billedet herunder. Vi var desuden også ude og gå i en grotte der engang lå helt under vand. Der var helt sort og ikke meget plads nogle steder, så vi måtte bære hjelme og lygter. Det var ret interessant!
Vi havde flere andre stop, men det mest mærkbare var helt sikkert at sejle i kano rundt om nogle klippeøer midt ude på havet. Vi sad os to i en kano, som vi hoppede i fra vores båd, og så sad der en mand og padlede os afsted og fortalte hvad de forskellige klipper havde fået af navne og hvorfor. Det var SÅ smukt og vejret var helt skyfrit og mildt. Vi blev desuden padlet ind i nogle grotter – nogle meget små(!) grotter – hvor vi måtte ligge helt fladt ned uden at kigge op med hovedet, for at komme igennem et lille hul ind til en oase på den anden side. Det var den eneste vej ind, og det var så snævert, at vi sad fast med kanoen, og manden måtte lukke luft ud, alt imens vi lå helt fladt og man kunne næsten nå “loftet” med sin næsetip! Vi kom dog igennem efter nogle solide ryk i båden (og manden var heldigvis professionel hvad det angik), og ind sejlede vi i en komplet stilhed, omgivet af høje klippesøjler, hvor man kunne kigge lige op i den blå himmel. Det var intet mindre end fantastisk! Og så også lidt sjovt at komme ud i lidt anspændte situationer. Man er heldigvis tryg ved “guiden”, men godt man ikke lider af klaustrofobi. Jeg kunne ikke lade være med at tænke, hvordan nogle af de andre kom igennem, som altså var en del størrelser større end Mikkel og jeg, men det gjorde de altså.
Da vi skulle spise frokost, sejlede vi til en flydende “by”. Det var et lille folk (8 stk.), oprindeligt fra Indonesien, der kom hertil for 20 år siden, og begyndte et nyt liv herude på det åbne hav. Nu er de ca. 1500 og har fået et helt samfund til at fungere ude på vandet. Maden var GO’.
Det mest uheldige – i forhold til dette blogindlæg – er, at vi har mistet Mikkels mobil, som vi bruger til at tage billeder med. Da vi forlod Phuket, og skulle mellemlande i Bangkok på vej til Chiang Rai, hørte vi musik på hans mobil under flyveturen, og da vi skulle lande, laver piloten lige en ret hård opbremsning. Da mobilen ligger på sædet mellem Mikkel og jeg, resulterer denne opbremsning i, at mobilen simpelthen flyver ud af stikket til vores høretelefoner og videre ned på gulvet. Det endnu mere uheldige er, at vi ironisk nok havde været så glade for at få pladser ved nødudgangen, som jo betyder mere benplads, som samtidig også betyder, at man ikke må have sin taske liggende på gulvet foran sig, som jeg altid har! Så denne fartglade mobil fortsætter ind under sædet foran os, og væk er den. Vi lagde os selvfølgelig ned på gulvet, så snart flyet var kommet helt ned og blot kørte i lav fart mod holdepladsen, men ingen af os kunne se den. Heller ikke de passagerer vi spurgte havde set den, og den var heller ikke afleveret til hverken personalet ombord eller til Lost and Found i lufthavnen.
Så alle billeder fra vores 20 dage i Phuket er væk sammen med mobilen. De andre billeder ligger heldigvis uploadet på vores bærbare, men vi havde ikke lige fået uploadet siden vi tog fra Bangkok af… hmf! Det er godt nok ærgerligt som det er sagt. Derfor er billedegalleriet lidt sparsomt, da vi kun har de billeder nu, som vi har delt/sendt til familie m.m. undervejs i Phuket.
Mobilen er allerede erstattet af en ny, med det samme vi landede i Chiang Rai, men billederne kan desværre ikke erstattes, så vi har kun minderne nu. Heldigvis har vi fået optaget en del med vores GoPro kamera (hvor billederne her i indlægget er taget fra), som vi måske kan få lavet en lille film ud af senere hen.
Rejsegalleri:
