På eventyr i Melbourne

Nu var tiden inde til at tilbringe de næste 3 uger i Melbourne, og vi blev budt velkommen af det koldeste vejr vi har oplevet på vores tur, siden vi tog afsted i januar. Skyer, regn og vind dominerede her i byen, og vi måtte derfor ty til lukkede sko, lange bukser og jakker(!). Det var helt mærkeligt og lidt klaustrofobisk at være pakket ind på den måde, når man har været iført badetøj det meste af tiden de sidste 3 måneder.

Vi havde dog efterfølgende en dag med noget sol, hvor vi fluks udnyttede muligheden for at gå en tur rundt i naboområdet. Vi havde booket en 2-værelset hotellejlighed i Skt. Kilda, som ligeledes er et forstadsområde lige uden for centrum af Melbourne. Vi ville gerne bo tæt ud til vandet, som vi er blevet så glade for i løbet af vores mange opholdslokationer, men grundet vejret blev det desværre ikke dér vi fik opholdt os allermest.

På vej ned mod vandet blev vi mødt af høje palmetræer linet op i fronten ud mod strandpromenaden, og så så stedet lige pludselig lidt mere eksotisk ud, end det indtryk vi havde fået, da vi først var ankommet til Melbourne dagen før.

IMG_2454

Da vi nåede til enden af promenaden, besluttede vi os for at gå videre over til forlystelsesparken Luna Park og spise noget frokost. Det så ikke prangende ud udefra, men det var gratis at komme ind, så vi blev enige om at tage os et kig indenfor også. Vi fik en rimelig træt burger med tilhørende fritter. Men det var påske og godt vejr, og det betød fuldt hus og glade dage blandt mange børn.

På vej ud igen ser vi så en lille folkemængde, der har samlet sig foran indgangen i en rundkreds med afventende øjne rettet mod dem i midten. Nogle unge mennesker gik ivrigt rundt med hænderne fulde, og en pige snakkede og underholdt publikum alt imens rekvisitterne blev klar. Det var et rullende cirkus. En håndfuld unge mennesker der lavede akrobatik i alle former og afskygninger. Det var et godt show og vi var da rimelig imponeret over deres talenter hele vejen igennem, selvom man selvfølgelig har set bedre.

IMG_2467

De næste par dage var vejret knap så godt, og det eneste vi fik brugt tiden på – udover Mikkels arbejde – var en tur i biffen. Vi så thrilleren Cloverfield Lane, som virkede rigtig god til at starte med, men slutningen var SÅ skuffende! Haha. Men det var nu hyggeligt at komme ud og lave “normale” ting, som man også ville lave derhjemme, hvis man skulle ud en aften.

Vi fik efterfølgende lidt mere sol de næste par dage, og besluttede os derfor for at tage med sådan en Hop on Hop off-bus for at se lidt nærmere på byen og komme ind til centrum også.Vi tog bussen henover to dage, da det ikke var muligt at se alle tingene på kun én dag, hvis man også ville stå af og gå rundt lidt selv, og det ville vi jo gerne.

Vi startede med at køre rundt i Skt. Kilda området, inden den fortsatte ind mod centrum. Vi stod af efter nogle få andre stop, for at gå ned til en sø, der eftersigende skulle være helt pink, grundet mineralerne i vandet, men da vi kom frem efter 30 min frisk gåtur, blev vi mødt af en helt normalfarvet sø og et skilt, hvorpå der blev beklaget, at søen havde mistet sin pinke farve.. A hva?! En hel time spildt. Håber vi er heldigere med de næste stop vi vælger at stå af ved.

IMG_2508

Vi fortsætter turen ind mod centrum og fik bla. set deres Crown Casino, Arts Centre, Federation Square, deres omtalte graffiti-gade, og videre ned til Fitzroy Gardens, hvor vi sagde hej til en andemor og hendes to små ællinger. Da vi hoppede ombord på bussen igen, gik turen videre til Eureka Tower, som er Melbournes højeste bygning med hele 88 etager + det løse. Vi skulle ikke bare se bygningen, men hele vejen op i toppen også. Super flot udsigt ud over Melbourne (havde sikkert været endnu flottere om aftenen med alle lysene tændt i byen).

IMG_2569

NU gik turen videre til Melbourne Museum, som jeg havde glædet mig rigtig meget til. Fordi! De har en udstilling med dinosaurer kørende i øjeblikket, og jeg er lidt en fan af dinosaurer, hehe. Jeg vidste ikke hvad vi kunne forvente, men det viste sig, at det oversteg mine vildeste forhåbninger!!

Vi startede med at blive budt velkommen ombord på båden, der skulle sejle os til Jurassic island, hvorefter vi fik adgang til øen og dens mange beboer. De var LEVENDE. Altså i den forstand, at de bevægede sig og sagde lyde, og var lavet i autentiske størrelser. Vi så deres laboratorie, hvor hylden med de mange myg – fastlåst i et stykke rav – var anbragt. Vi så endda et stykke der var fundet i Danmark. Men det bedste ved turen var, da vi skulle besøge Tyrannosaurus Rex i dens indhegning. Shit, det var den vildeste oplevelse!! Og jeg håber vi kan få lagt videoen herind, så I kan opleve det også. Virkelig godt lavet! 5 stjerner herfra.

IMG_2693

En anden aften var vi inde og se et show i Arts Centre inde i byen. Vi havde været glade for at se forestillinger og shows, da vi var i NYC, så vi tænkte, at dette måtte være derhen af. Det hed Cirque Adrenaline, og var en masse akrobater der lavede vilde stunts, så publikum holdt vejret på samme tid. Meeeeen.. Vi var faktisk ikke overvældet af deres performance. Vi er nok ret svære at imponere efterhånden, hihi. Det var dog en super hyggelig aften og så fik vi også set det.

Men nu var turen kommet til alle de udflugter vi havde bestilt også. Første tur var til Phillip Island, hvor vi skulle se pingvin-paraden. Man tager plads ved en tribune ned mod stranden, og venter på at alle pingvinerne kommer op af vandet efter solnedgang for at vende tilbage, efter en hel dags jagt, til deres rede på land. Vi fik fortalt, at der var cirka 3000 pingviner i området, så man kan kun blive skuffet, når de skyller op på land 3-5 stk. af gangen 50-100 meter væk fra tribunen, og det desuden er verdens mindste pingvin på kun 30-40 cm i højde. Men vi fik trods alt set nogle af dem komme vraltrende hen over stierne på vej tilbage til bussen, og de er nu ret nuttede, når man kan se dem tæt på. Desværre måtte man ikke tage billeder, da man ville skulle bruge flash i mørket, og pingvinerne har ultra sarte øjne.

Hvis de får en dårlig oplevelse med hundredevis af turister der blinder dem hver gang de går i land -så risikerer de at blive væk for altid. Det vil fonden ikke have, da de netop gør alt for at holde pingvinerne glade og tilfredse, så de vil fortsætte med at komme her. De var nemlig tæt på at være udryddet engang, grundet for dårlige forhold, og nu gør Australien alt for at passe på deres små pingviner. De har lavet en million reder (eller rigtig mange, i hvert fald) til dem på land, i form af små trækasser, som de graver lidt ned i sandet. Alle pengene der bliver betalt og doneret af turister går ubeskåret til fonden og pingvinerne. Så vi fik trods alt støttet et godt formål.

IMG_2879

Det var dog en meget smuk køretur ud til Phillip Island, og på vejen derud stoppede vi ved en lille “dyrehave”, hvor vi for første gang fik klappet en kænguru. Det må være et must her i Australien. Til gengæld vil vi ikke støtte turismen, der blander sig med de sarte og skrøbelige koalaer. Det er kun tilladt at klappe/røre en koala i Queenstown, Australien, og altså ikke hvor vi var i Victoria. Men man måtte gerne få taget et billede sammen med den. Vi blev dog klogere på koalabjørnene på vores færd gennem Australien, og finder derfor ud af hvor nemt de har ved at få stress (som de kan dø af), og som faktisk er en sygdom der smitter andre koalaer i samme område.

Problemet er, at koalaerne ikke viser konkrete symptomer på stress, så det er svært at vurdere udefra. Hvis det dog bliver konkluderet, at en koala er ramt af stress, skal den isoleres fra de andre, for ikke at smitte dem. Sørgeligt! Så derfor holder vi os på afstand, selvom man har lyst til at kramme dem sååå meget.

IMG_2804

Vores anden udflugt gik efterfølgende til the Great Ocean Road og videre til de 12 Apostle. Det her var den BEDSTE tur vi havde i Melbourne. Vores guide var fantastisk, som bla. spillede sit eget musik i forhold til næste stop hele tiden. Første stop var f.eks. i en rigtig surferby, hvor vi skulle have morgenthe og kage ud mod stranden. Han spillede derfor Beach Boys og “Surfing USA” i højtalerne på vejen derud. Altså et virkelig fint touch til turen.

Vi kørte derefter videre ned til skiltet, hvor der er registreret “Great Ocean Road”, for at indikere, at vejen starter her. Vejen er desuden håndhugget (meget af det er sten!), og skiltet der står oprejst nu er det 4. der er lavet til dags dato, da de første 3 blev ødelagt ved uheld gennem tiden.

Dernæst gjorde vi stop ved et wild life reservat, hvor vi så vilde koalaer oppe i eukalyptus træerne, samt flotte farverige papegøjer. Det var altså svært at spotte en lille klump højt oppe i træerne, men vi så alligevel en del (cirka 10 stk.), og nogle af dem var også i lavere træer, så vi endda kunne få et billede af det der også ligner en koala, haha.

IMG_2926

På vejen mod de 12 Apostle gjorde vi endnu et stop ved regnskoven, hvor vi fik lov at strække benene på en tur, der tog en 20 minutters tid gennem skoven. Det var første gang vi så regnskov i Australien, så det var rigtig hyggeligt at gå rundt derinde mellem de kæmpe træer.
Men nu kom vi til det bedste på turen, og vi var vildt heldige, at vejret var med os! Det skifter virkelig hurtigt i Melbourne, og vi havde haft ret trist og gråt vejr mange andre dage. Men sikke et syn vi havde udover vandet. Desværre er der faktisk én af apostlene, der er styrtet i graven, så i virkeligheden er der kun 11, og det er nok bare et spørgsmål om tid før de alle er væk. Øv.

IMG_3161

Som en bonus kørte vores fantastiske guide os ned til stranden på den anden side, hvor man kunne gå ned og se apostlene fra jorden i stedet. Fantastisk mulighed! Men grundet et tætpakket program havde vi kun 15 min, og det tager altså cirka 5 min at gå ned og op ad trapperne! Så vi løb selvfølgelig rundt på stranden for at nå at få taget en masse gode billeder, og vi nåede det heldigvis.

Så gik turen videre til Loch Ard Gorge, som er en slugt opkaldt efter det skib (Loch Ard) der gik på grund, eller stødte ind i klipperne og smadrede, i en storm tilbage i 1878. Alle 54 ombord på skibet druknede i stormen, pånær en 15-årig knægt, der havde lært at svømme, og den 17-årige pige han vendte ud efter for at redde, efter at have hørt hendes råb. De søgte efterfølgende læ i en lille grotte (yderst til højre på billedet herunder), hvor pigens stand var kritisk. Dagen efter klatrede drengen op ad klitterne og søgte hjælp. Han friede senere hen til pigen, som mirakuløst havde overlevet (takket være ham), men hun afslog og rejste bort. Han blev dog hyldet som en helt i byen.

IMG_3272

Vores tredje udflugt var med det gamle lokomotiv Puffing Billy, som indbyggerne i byen har kæmpet for at bevare. Nu kører toget afsted med massevis af turister, som hygger sig på turen gennem skoven ombord på en gammel klassiker. Kæmpe oplevelse! Vejret var dog ikke så fint den dag, og vi havde faktisk regn hele dagen. Men det gjorde også, at der var fyldt med dis og tåge inde i skoven, når vi kom kørende med dette osende lokomotiv, og det var faktisk vildt flot. Det var en kort tur på cirka 30 min. Kun 1 stop. Hele turen tager vist omtrent 4 timer, så det var lige længe nok, når vi også skulle nå andre ting den dag.

IMG_3388
Vi havde først gjort stop ved endnu et wild life reservat, hvor vi var inde og få morgenthe og nybagte scones med marmelade og flødeskum(?), men det smagte ganske fint. Efterfølgende var det valgfrit om man ville fodre de vilde kakaduer, der var i området. Det skulle jeg jo selvfølgelig! Savner mine dyr så meget, så en fugl på et foderbræt er bedre end ingenting.

Det var ret underholdende, hvordan de store fugle kom flyvende så snart man trådte ind i “foder-ringen”. De vidste udmærket hvad det betød, hehe. Så jeg havde på et tidspunkt hele 3 kakaduer siddende på min tallerken, men de er nu ikke meget for at dele, så det meste af tiden sad der bare den ene. Det var sjovt at komme så tæt på uden hegn imellem os! En sjov måde at starte dagen på.

IMG_3338

Efter vi havde været ude og fodre fugle og køre med lokomotiv -så fortsatte vi ud til Healesville Sanctuary, som huser mere end 200 arter af Australsk wild life. Det var et super flot sted, og mange interessante ting at se, selvom det var lidt af en våd oplevelse, grundet vejret. Vi havde en guide med os rundt hele vejen, som fortalte os om alle dyrene. Vi så en fremvisning af næbdyret, som er ultra svær at spotte i naturen, da de er super sky. De er meget mindre end jeg troede. Vi så også en opvisning af Spirits of the Sky, som var flere fugle – store som små – der fløj ind og ud i arenaen, mens dyrepasseren fortalte om dem hver især. De havde f.eks. en kæmpe ørn på 44 år, som havde været med i deres “show” i 25 år. Virkelig imponerende, at alle fuglene bare kom flyvende udefra. Vi så ikke skyggen af et bur eller menneskekontakt under showet.

Vi var også inde og hilse på en masse wallabys, som selv kom ud til os på stien og satte sig ved siden af os. Den tiggede helt sikkert efter mad, men vildt at de alligevel kommer så tæt på.

IMG_3482

I tiden mellem vores 3. og 4. tur, havde vi booket tid til at spise middag på en gammel tram/sporvogn, mens man bliver kørt gennem byen. Det var en hyggelig og unik oplevelse at sidde og spise fin middag, mens man kører rundt blandt offentlig transport. Vi fik en apetizer og 2 retter, som alle var super gode. Vognen var virkelig fin og alle var pænt klædt på. Det gik dog lidt hurtigt til slut, og jeg nåede ikke at færdiggøre min the, førend vi måtte stige af igen, så der kunne gøres klart til næste hold. Men jeg ville klart gøre det igen, bare for at nyde vognen indvendigt i dens udsmykning og smukke interiør.

På vejen hjem valgte vi at gå fra centrum gennem Botanisk Have og videre til Skt. Kilda. Så kunne vi lige nyde det smukke syn af the Shrine of Remembrance (National War Memorial of Victoria), der lyser i mørket. Et monument der er dedikeret til alle der har tjent for landet.

IMG_3496

Vores 4. og sidste udflugt her i Melbourne gik til Mornington Peninsula, hvor vi skulle besøge deres naturlige hot springs og spa-område. Heldigvis havde vi tørvejr og nogen sol, når nu vi skulle gå halvnøgne rundt udenfor iklædt badetøj i ikke så varme temperaturer. Men vandet var dejligt varmt. Alle pools havde forskellige temperaturer ned til 32 grader og op til 40 grader(!).

Der var også én enkelt dyb og rimelig kold pool/spand, som man kunne hoppe ned i for at blive kølet lidt af -den blev Mikkel ret glad for imellem de varme hot springs. Jeg (frk. Frossenpind) havde nok i den kølige luft der var overalt overvande for at hindre kroppen i at bliver overophedet, hihi. Vi havde hele 3 timer til at slentre rundt fra pool til pool, så vi var godt afslappet, da vi senere blev hentet af bussen.

IMG_3663

Efter vi var blevet tørre igen, fortsatte vi ud til en hyggelig kro, hvor vi fik serveret frokost. Bagefter var der vinsmagning! Jep, Mikkel og jeg har simpelthen været til vinsmagning. Og vi smagte dem alle (6 stk)! Vi kunne ikke lide dem, men det var målet, at vi fik klaret den opgave også, og vi gennemførte i det mindste.
Vores næste dagsorden gik lige i vores hjerte (eller mave..). Vi skulle nemlig ud og plukke jordbær. Vi fik hver især en bøtte, og så måtte vi ellers ud og finde alle de jordbær vi ville have med os hjem. Mmm…

IMG_3770
Bagefter havde vi sidste stop hos Enchanted Adventure Garden, som er et kæmpe legeland for både store og små -igen.. Det var lige noget for to legebørn som os, hehe.
Kæmpe labyrinter, tube sliding og hvad man ellers kan finde på. Vi var egentlige ikke super begejstrede for stedet, da vi først var igennem halvdelen, men jeg tror de fleste tager derud for at tree surfe, som var en kæmpe “forhindringsbane” i træerne, men det krævede min. 2 timer, og så meget tid havde vi desværre ikke. Kunne ellers have været sjovt at prøve.

Vores sidste aften i Melbourne skulle nydes inde i centrum, hvor den bedste udsigt og de bedste spisesteder befandt sig. Vi fandt et tapas-sted nede ved kanalen inde i byen, som viste sig at være rigtig godt! Så det var bare at læne sig tilbage, nyde maden, udsigten og selskabet, og se frem til endnu et eventyr, der venter rundt om hjørnet.. Nemlig når turen går op nordpå til tropiske Cairns. Vi glæder os!

IMG_3857

Rejsegalleri:

Nyeste rejseindlæg: